Hola Cuba

Lørdag den 12. februar 2011, var en stor dag – jeg skulle flyve til Cuba. Mit længe ventede gensyn med landet, var omsider en realitet. Og jeg glædede mig! Mere end tre ugers oplevelser ventede forude.

Her er nogle billedindtryk og minder jeg har fra turen:

Dancer in the Dark

Lars von Triers hjertegribende film, der vandt De gyldne palmer i Cannes i 2000, har inspireret den internationalt profilerede, danske komponist Poul Ruders til en ny opera med libretto af Henrik Engelbrecht. Operaen fokuserer på kvinden Selma, der vælger at ofre sit eget liv for at sikre sin søn en øjenoperation. Værket rejser spørgsmål om forbrydelse og straf og om hvilke valg, man har ret til at træffe på et andet menneskes vegne. Billedkunstneren Christian Lemmerz skaber en storslået, gotisk scenografi til operachef Kasper Holtens iscenesættelse, og chefdirigent Michael Schønwandt dirigerer Det Kongelige Kapel.

Selma Jezkova lider af en arvelig øjensygdom og er ved at blive blind. Hendes søn, Gene, har arvet samme sygdom. For at sikre ham en operation, der kan redde hans syn, er hun flyttet fra Tjekkoslovakiet til USA, hvor hun arbejder på en fabrik og sparer sammen til operationen.

Selma har svært ved at klare sit arbejde på fabrikken, da hendes syn næsten er forsvundet. Hun kommer igennem dagene ved at drømme, at hun er med i musicals, men da hun distraheret ødelægger en maskine, bliver hun fyret.

Selma bor til leje i en trailer hos politimanden Bill. Han betror Selma, at hans kone har dyre vaner, og at han er ved at gå fallit. Da han opdager, at Selma har sparet penge sammen, vil han i desperation tage dem. De kommer op at slås, hans pistol går af og sårer ham i benet. Han forstår, hvor langt ude han er og vil gøre en ende på sit liv, men han tør ikke selv. Han tager Selmas penge og presser hende til at slå sig ihjel.

Selma bliver arresteret som mistænkt for drabet. I retten er hun bange for, at man vil tage pengene fra hende. Hun lyver derfor og påstår, at hun har sendt pengene til sin far i Prag. Hun har ingen far, men opdigter én og giver ham samme navn som en tjekkisk skuespiller, hun så i musical-film i sin ungdom. Men anklageren afslører hendes løgn, og ingen tror derfor på resten af hendes historie. Hun dømmes til døden.

I fængslet trygler hendes kollega fra fabrikken, Kathy, hende om at bruge opsparingen på en god advokat. Men Selma er stålsat: Pengene er til Genes operation; han skal have sine øjne, også selv om det koster hende livet. Selma føres bange til skafottet. Kathy trøster hende med, at Gene nu har fået sin operation, og mens Selma tænker på Gene, bliver hun hængt.

De siger at det er den sidste sang, de kender os ikke

Af Nila Parly

Rummet er koldt og klamt. Kirken er forladt – udbrændt i mere end én forstand. Soden fra den ild, der engang må have brændt utæmmeligt i kirkens indre, er størknet på sin silende vej ned ad murene. Her er alt håb ude, alt liv stivnet i store sorte plamager af sod. Her er Gud død. Men nu sker der noget. Den lille dreng, der står ved den åbne kiste midt i rummet, løfter med stort besvær sin mors tunge lig op i siddende stilling. Selma er død – og så alligevel ikke. Hun fik jo kun sunget sin næstsidste sang, da hun i Lars von Triers film blev dømt til døden og hængt. Nu træder hun ud af sin kiste og synger forfra – med en stærkere og langt mere tragisk stemme. Hendes søn har nemlig brug for at høre hende genfortælle historien, og vi andre er heller ikke færdige med den.

Én ting er nemlig den – for danskere – for længst overståede diskussion om dødsstraffens afskaffelse, noget andet er diskussionen om dødsdriftens afskaffelse. Og dér lægger slutningen af Dancer in the Dark op til en række moralske spørgsmål: For er det ikke dybest set uerkendt dødsdrift, Selma lider af? Og i så fald hvor lang er afstanden så egentlig mellem altruisme og egoisme, når det gælder hendes indirekte selvmord? Er det overhovedet i orden, at hun vælger at lade sig hænge for sin søns skyld? Påtvinger hun ham ikke i virkeligheden en så ubærlig følelse af medskyld i hendes død, at det overskygger glæden ved det syn, hendes dødsoffer sikrer ham?

For os operagængere er det et af operagenrens mest grundlæggende træk, der her problematiseres. Vi er – ikke mindst fra Wagners operaer – vant til selvopofrende kvindelige frelserfigurer, der heroiseres for deres offervilje. Men sagen er jo den, at alle disse operakvinder ikke selv vælger at gå i døden, det er skaberen af værket (den mandlige komponist), der har valgt, at de skal optræde sådan, og det er ham, der har valgt at akkompagnere kvindernes sidste suk med en så gribende smuk og sanseligt tilfredsstillende musik, at vi må tage os i at nyde deres død, selv om tårerne samtidig triller ned ad vores kinder.

PouI Ruders, der er kendt for sin feministiske opera Tjenerindens fortælling, falder ikke for fristelsen til at akkompagnere Selmas død med et svulmende romantisk orkester. Vi får ikke den mindste antydning af musikalsk håb om, at hendes offer ikke var forgæves. Efter Selmas hængning er der et øjebliks isnende stilhed, så dør musikken langsomt ud i spredte, mørke efterskælv, der kun forøger følelsen af stilhedens tiltagende magt.

I Lars von Triers udgave af historien var der heller ikke noget håb at spore på lydsiden. Også her forstummede musikken efter Selmas død. Hvor skulle musikken i øvrigt også være kommet fra? Instruktøren (Trier) havde jo netop hængt komponisten (Björk). Efter den tragiske hængning bevægede kameraet sig langsomt opad fra Selmas dinglende lig i det uhyggeligt teateragtige henrettelses-lokale op mod platformen ovenfor, hvor den empatiske kvindelige fængselsbetjent var den eneste tilbageblevne. Hun stod ubevægelig med sænket hoved, dybt berørt af den menneskeofring, hun netop havde deltaget i. Kameraet fortsatte opad. Oven over henrettelses-lokalet var der ikke mere – kun et sort felt. Filmen sluttede, da hele lærredet var fyldt ud med dette kulsorte mørke.

Lars von Triers opadgående panorering efter Selmas død ligner til forveksling den opadgående panorering, der fulgte efter Bess’ død i Breaking the Waves – bare blottet for triumferende klokker i himlen. Slutningen på Dancer in the Dark fremstår således som en ateistisk antitese til Breaking the Waves’ katolske tese. Den dialektiske tankegang – altså det at stille en tese op, som man så konfronterer med dens modsætning, antitesen osv. – er et godt gennemprøvet filosofisk princip, der, hvis man tør bruge det kunstnerisk, ofte er menneskeligt horisontudvidende.

Men dialektik er for viderekomne. Man skal både have evnen til at tænke ekstremt abstrakt og modet til at provokere folk, der pr. automatik regner kunst for at være et direkte udtryk for kunstnerens personlige holdninger. Lars von Trier har både denne evne og dette mod, og han er helt bevidst om sin metode: ”En stor del af min teknik er at opstille en tese af en eller anden slags, som jeg ikke er enig i. Jeg tror ikke at der pludselig kommer klokker i himlen, fordi Bess gør det eller det, jeg tror ikke på det, og jeg er ikke enig i det.” Trier tror næppe heller på antitesen om den asketiske Selmas ret til den ultimative virkelighedsflugt ind i døden. Det er ikke hans egen overbevisning, men en senromantisk ide han prøver af på sit publikum. Som han selv siger: ”Jeg prøver at forsvare noget, som jeg ikke tror på. Det er en god øvelse, når man har en humanistisk overbevisning”.

Det er også en god øvelse for os tilskuere. For selv om vi måske på det intellektuelle plan tager afstand fra Selmas handlinger i filmen, så forstår vi hende alligevel – følelsesmæssigt. Vi kan slet ikke undgå det. Hun er hele værkets urkraft, alt drejer sig om hende, og før eller siden vil vi uvægerligt identificere os så meget med hende, at vi oplever verden fra hendes troskyldige, kunstelskende indre. Og her er de drømmeagtige musicalscener af afgørende betydning. For hun fortæller ikke bare om sine drømme, vi oplever dem sammen med hende.

Sådan er det også i Ruders’ opera. Vi forlader fra tid til anden den svært tilgængelige, nærmest atonale, virkelighed for at følge Selma ind i det forudsætningsløse, tonale musicalunivers, hvor alt bliver farvestrålende smukt og livet føles trygt og godt. Og vi stritter imod, når vi hører det realisme-insisterende orkester trænge sig vej ind i drømmene for at kalde Selma tilbage til virkeligheden. I de passager virker Ruders’ musik som et irriterende vækkeur, vi ikke kan slukke.

Men i operaen er der – i modsætning til i filmen – en anden identifikationsfigur, nemlig Selmas søn. Han er ikke som hos Trier en underlig, tvær og indadvendt dreng, der sjældent viser sig. Nej, her er han på scenen fra start til slut rækkende ud efter sin mor i forsøget på at forstå hende følelsesmæssigt. På den måde føler vi Selma både indefra og udefra, og musikken hjælper os også med følelserne.

Netop her har vi selvfølgelig den mest markante forskel fra Triers film: Musikken spiller og sangerne synger hele tiden i operaen – også uden for musicalnumrene. Den hyperrealistiske dokumentaragtige stil, som filmen præsenterede handlingen i, er altså – allerede på grund af genreskiftet til opera – umulig at gentage. Hvad betyder det for vores opfattelse af Selma?

I filmen blev Selma spillet af popsangeren Björk. Og som flere anmeldere pointerede, så spillede hun ikke Selma, hun var Selma. Dette hænger naturligvis sammen med, at hun ikke var uddannet skuespiller, men det skyldtes også, at Björk er så berømt som pop-idol, at det image uundgåeligt kom til at farve vores opfattelse af hende som Selma. At de indlagte musicalnumre så også var komponeret og sunget af hende selv forøgede kun følelsen af, at kunstneren Björk var drømmeren Selma.

I operaen er det Ylva Kilberg, der spiller den altdominerende rolle som Selma. Hun er uddannet i sang og skuespil, og er det man kalder dramatisk sopran, hvilket vil sige, at hun har en – selv i operasammenhæng – usædvanligt kraftig, teknisk velfunderet sangstemme, der snildt kan overdøve det 33-mandsorkester, der huserer i orkestergraven. Hun kan problemfrit slynge det høje ”b” ud på de mest dramatiske steder i handlingen, men hun kan som enhver anden operasanger også risikere at være indisponeret eller ukoncentreret en aften, så hun knækker på de høje toner, kludrer i scenegangen eller snubler over en bænk eller lignende.

I udgangspunktet har Ylva altså en baggrund, der gør, at hun i højere grad end Björk kan spille rollen som Selma. Men da vi har at gøre med en genre, som opleves live, kan det ikke udelukkes, at vi enkelte gange også vil komme til at opleve hende som den, hun virkelig er, sangeren Ylva; man kan ikke bare råbe ”Cut!” i Operaen.

Og er det ikke netop det tiltrækkende ved operagenren? Nærværet og uforudsigeligheden? Man ved aldrig helt, hvad der venter. Den samme opsætning kan på to forskellige dage virke vidt forskellig. Det afhænger også af publikums personlige fortid og øjeblikkelige humør. Kort sagt: Efter premieren har hverken tekstforfatter, komponist eller instruktør længere kontrol over værket; og hvis hovedpersonen er en virkelig tvetydig personlighed, sådan som Selma er det, kan der ske det, at vi mandag aften oplever hende som en overbevisende mytisk heltinde, der er parat til at tage konsekvensen af sine fejlhandlinger, mens hun torsdagen efter måske snarere virker som en moderne narcissist, der er besat af den offerrolle, hun selv har iscenesat sig i.

Sådan er opera, når den er bedst. Man bliver aldrig færdig med den. ”De siger at det er den sidste sang. De kender os ikke. Forstår du, det er kun den sidste sang, hvis vi selv vælger det!”

Nila Parly er ph.d. i musikvidenskab

Krea Onsdag # 31…

Legestuen på fjerde

Der kom et sikkert tegn på, at sommeren er ovre og efteråret så småt begyndt: Jeg blev inviteret til og deltog naturligvis også i Krea Onsdag. Denne gang var nr. 31 i rækken.

Hvad er Krea Onsdag? Et “Facebook eksperiment”, som initiativtageren Anne-Marie Øby kalder det. Fra kl. 18-22 mødes et varierende antal Facebook-inviterede kvinder privat hos Anne-Marie til en aften med suppe, div. håndarbejde og snak.

Læs resten

Oplevelser i Frederiksberg Have

Frederik 6. spejder ud over Frederiksberg Allé

Den romantiske landskabshave

Jeg bor på Frederiksberg – nu på 21. år – og Frederiksberg Have er min “baghave”! Men jeg deler den meget gerne med rigtig mange af mine naboer.

Lige nu er haven i fuld gang med at skifte farver fra sommer til efterår. Jeg tog på udflugt med mit kamera og fangede nogle af de steder og stemninger, der er så karakteristisk for haven…

Læs resten

Ta’ ud på flugt. Ta’ på udflugt

Træsnit af Gay Christensen

På Andebakkestien på Frederiksberg møder man ud over ænderfodrende børn og gamle damer et lille fint udstillingssted: Møstings Hus

Jeg kom tilfældigvis forbi her i dag og fik lyst til at kigge indenfor. For tiden viser huset en lille, spændende udstilling med Gay Christensens træsnit og installationer.

Med sin kryptiske udstillingstitel “Ta’ ud på flugt. Ta’ på udflugt” spiller kunstneren på ordspil om flugt og udflugt, og dermed spænder han udstillingens tema ud over såvel krigssituationer som al anden form for (ud)flugt. Læs resten

Manden under stjernerne

Stjernefald, 1995, olie på lærred.

Der ligger en mand, strakt ud under stjernerne. Han er på samme tid i fuldkommen ro og så alligevel anspændt og årvågen. Og så rammes han, tilsyneladende netop som vi står og kigger, af en stjerne, der falder ud af det uendelige univers…

Louisiana præsenterer netop nu en hel ny udstilling med den tyske kunstner Anselm Kiefer - den første større visning af hans værker i Skandinavien. Jeg var med til at åbne den torsdag aften.

Den spændende udstilling med Anselm Kiefer er en rejse gennem tid og rum. Det er et møde med enorme kræfter, historiske vingesus, myter og mægtige fortællinger.

Læs resten